Referat DJU Bestyrelse 13.10.2018 Udskriv
Lørdag, 10. november 2018 19:20

Dansk Jagthunde Udvalgs bestyrelsesmøde lørdag den 13. oktober 2018 kl. 14 på Sportshotel Vejen, Jakob Gades Allé 1, 6600 Vejen.

Tilstede var: Poul Vestervang (PV) DJ, formand, Harris Jensen (HJ) DKK, næstformand, Allan Bredsgaard (AB) DJ, Connie Holmgaard Jakobsen (CHJ) DKK, Christian Johansen (CJ) FJD, Per Kristophersen (PK) FJD, Erling Clausen (EC) DUV og Aage Stenhøj Jørgensen (AASJ) sekretær.

Afbud fra Steen Larsen DJ.

PV bød velkommen

1. Dagsorden fastlægges

Det fremsendte forslag til dagsordenen blev godkendt.

2. Godkendelse og underskrivelse af referat af mødet 4. juni 2018 samt opfølgning af ikke afsluttede sager

Referatet blev godkendt og underskrevet. AASJ gav en kort orientering arbejdet med den nye opsætning af Fælles Markprøve Regler. Materialet forventes at foreligge på en hjemmeside i løbet af november.

3. Meddelelser fra organisationerne

DKK CHJ oplyste, at nogle af de tidlige brugsprøver var blevet aflyst pga. for få tilmeldinger. Generelt har der været færre hunde på efterårets markprøver i DKK's regi. DKK har doneret en gave på 7.000 kr. til det nye museum for stående jagthunde.

FJD PK oplyste, at der havde været god tilslutning til FJD's efterårsmarkprøver. Endvidere orienterede han om arbejdet med at få etableret den nye organisation for stående jagthunde. Bl.a. arbejdet med vedtægter og møde med de nuværende udvalgsmedlemmer i DJU. PK oplyste, at den foreliggende plan for markprøver i 2019 også vil gælde i den nye organisation. Den nye organisation overtager FJD's markprøvedatoer.

DJ ingen kommentarer.

AB kritiserede den lange tidsfrist for tilmelding til vinderprøverne. AASJ gjorde opmærksom på, at den af DJU fastsatte tidsfrist på 14 dage var overholdt. AB bemærkede, at nogle af organisationerne havde forkortet fristen for enkelte vinderprøver. Der var herefter en del kommentarer, hvor der bl.a. blev gjort opmærksom på, at da alt med fremsendelse af kataloger m.m. nu foregår digitalt, kan tidsfristen måske forkortes. Det blev bemærket, at der er mange gengangere blandt dem, der ikke kan overholde en anført tidsfrist. Der blev gjort opmærksom på, at organisationernes sekretærer efter en fælles tidsfristdato skal have tid til at overføre hunde fra én overtegnet prøve til en anden, hvor der er plads, idet alle dermed bliver garanteret en mulighed for at kunne deltage på én af organisationernes efterårsvinderprøver.

4. Forslag til ændring af fuldbrugsprøver

Der var modtaget et forslag til nye regler for fuldbrugsprøverne fra det nedsatte udvalg bestående af repræsentanter fra Fuldbrugsprøveudvalget, Dommerudvalget og FJD's kontinentale gruppe.

Der blev stillet spørgsmål til, om dette forslag nu skal til høring. Det affødte en debat om, hvad og hvornår noget skal i høring. AASJ henstillede, at der i den nye organisation bliver udarbejdet klare retningslinier for proceduren ved behandling af regelændringer. HJ mente, at da det foreliggende forslag har været fremlagt på en måde, så alle, der var interesserede, kunne få indblik i forslaget, skal det ikke mere i høring. Der var bred opbakning til dette synspunkt.

Der var herefter en debat udsprunget af, at der efter nogens mening var en del uklarheder i enkelte formuleringer. Det blev foreslået, at forslaget sendes til DJU's juridiske konsulent Lars Hjortnæs for at bede ham om at komme med en ændret formulering, hvor der er uklarheder i teksten. Endvidere blev det foreslået, at en danskkyndig ser forslaget igennem og retter evt. komma- og stavefejl. Dette blev vedtaget.

Konklusion. Det fremlagte forslag blev i princippet vedtaget. Dog skal der foretages sproglige rettelser, hvor teksten er uklar i forhold til bedømmelsen m.m. Beslutningen betyder, at reglerne for ræveslæbsdisciplinen på fuldbrugsprøven ikke mere er identisk med reglerne for ræveslæbsprøven. Hvorvidt reglerne for sidstnævnte prøve skal ændres, tages op senere.

5. Fakturering af administrationsbidrag

Der er opstået en uklarhed mht. momsafregning i forbindelse med DJ's fakturering af administrationsbidraget for 1. halvår 2018. Der har været en mailkorrespondance mellem DJ's økonomichef og bestyrelsen om sagen, ligesom Søren Stenhøj på DJU's vegne har udarbejdet et notat om problematikken.

Efter en debat blev det besluttet, at DJU refunderer DJ lønudgiften til sekretæren som hidtil, samt
at Søren Stenhøj får fuldmagt til på DJU's bestyrelses vegne at afklare det af DJ's økonomiafdeling fremsendte momstillæg.

6. Plan for afvikling af DJU

PV henviste til behandlingen af dette punkt på bestyrelsesmødet den 4. juni 2018 om det arbejde, der skal udføres efter 1. januar 2019 mht. afvikling af DJU. Han orienterede om et møde, der var afholdt den 5.september med Flemming Thune Stephensen (formand for den nye organisation), Ole Dahl Madsen (sekretær i den nye organisation), AASJ og ham selv vedrørende overlevering af diverse materialer fra DJU til den nye organisation. Endvidere har AASJ for nylig afholdt møde med DJ's jagtfaglige chef om afviklingen af den nuværende sekretærfunktion. På disse møder er der rejst forslag om, at AASJ varetager de afviklingsopgaver, der skal udføres i begyndelsen af året 2019. PV sluttede sit indlæg med at foreslå, at AASJ's ansættelse forlænges med 4 måneder i 2019 til at udføre det job, som er beskrevet i et notat, der vedhæftes dette referat.

EC fremførte, at DUV ønsker, at AASJ skal varetage alle de opgaver, der følger med ved uddannelsen af de nuværende dommeraspiranter, indtil de slutter med deres autorisation i foråret 2020.

Til dette sidste ønske fremførte AASJ, at man i første omgang bør stoppe ved aspiranternes arbejde i foråret 2019 som beskrevet i førnævnte notat. Han var dog positiv for at hjælpe til i et eller andet omfang derefter.

Efter en debat blev man enige om at foreslå, at AASJ ansættes i 4 måneder i 2019 til varetagelse af de opgaver, der er beskrevet i nævnte notat. Såfremt nogle opgaver ikke er løst i dette tidsrum, vil AASJ færdiggøre dem derefter uden yderligere løn. Lønudgiften for de 4 måneder indgår i et afsætningsbeløb, som indeholdes i DJU's regnskab for året 2018, således at denne lønudgift ikke belaster den nye organisations budget og regnskab for 2019.

7. Dommerudvalget

EC meddelte, at markprøvedommer Ole Dahl Madsen har ansøgt om forlængelse af hans dommervirke, når han falder for aldersgrænsen den 1. januar 2019. EC anførte, at Ole Dahl Madsen opfylder de krav, som kan give dispensation fra aldersgrænsen, hvorfor DUV anbefaler ansøgningen. Det blev herefter besluttet at give dispensationen gældende for to år.

EC fortsatte med at oplyse, at han på DUV's vegne har kontaktet 7 markprøvedommere, som ikke har dømt på prøver i de sidste to år for at høre om årsagen dertil. EC vil informere DUV om resultatet af disse samtaler, hvorefter nogle vil indstille deres dommervirksomhed for en tid eller altid, ligesom det måske aftales med andre, at de igen bliver aktive.

8. Næste møde

Der afholdes møde i december, såfremt der opstår presserende sager. Ellers planlægges der afholdt et afsluttende bestyrelsesmøde i februar 2019, når det reviderede regnskab foreligger.

9. Eventuelt

CJ, der nu stopper som den ene af FJD's repræsentanter i DJU's bestyrelse, takkede for tiden og samarbejdet i bestyrelsen. PV replicerede og takkede CJ for hans aktive medvirken i bestyrelsesarbejdet.

Mødet sluttede kl. 15,30

Aage Stenhøj Jørgensen
Sekretær

Senest opdateret: Lørdag, 10. november 2018 19:29